fredag den 20. januar 2012

Blodtørstige pirater

Nu vi er ved billederne, så skal I også lige se de blodtørstige pirater fra Panduros rodekasse:

Vilde sørøvere til drengeværelset

Det er vist nærmest minimalisme... men det er sådan set fint på et børneværelse, som hurtigt bliver fuldt af småting og tusind detaljer.

Rammerne er fra Søstrene Grene og baggrundsfarverne er lavet med hobbymaling fra Panduro Hobby, en rest fra et materialesæt.

Det var godt nok nemt, og de pynter!

Ønskebilleder

I en rodekasse under sidste års januarudsalg lå en stor blanding krydsfinérfigurer med klæbemærke bagpå. Der var rummænd, pirater, biler og forskellige dyr. En idé opstod og jeg hjembragte en abe, en løve, en ugle og tre pirater.

Og nej, det har intet med masker at gøre, men forhåbentlig kan det give lidt inspiration.

Dyrene har fået lov til at stå for fremtidsønsker for min yngste søn (jeg kan ærlig talt ikke huske, om det noget jeg udtænkte mens jeg havde hænderne dybt begravet i udsalgskassen, eller om det var sådan en "nååh ja, det kunne det jo være"-ting, der dukkede op senere).

Men altså:
Denne lille abe står for ønsket om gode venskaber
(og måske også lidt, at han aldrig glemmer glæden ved at lege).

Denne barske løve står for ønsket om mod og styrke


Og uglen står for ønsket om at alle hans erfaringer
må føre til først klogskab og siden visdom.
(Man ser tydeligt, at dette er en meget viis ugle)
 Disse billeder var til mindstemand på 3 år. I dag har jeg købt lærreder til næste fyr i rækken, som skal have de japanske tegn for "venskab", "mod" og "visdom" skrevet med guldskrift på sort baggrund. Og han skal efter sigende selv hjælpe til. Det er weekendens projekt. Lad os se, hvor langt vi kommer.

fredag den 30. december 2011

Skal vi flette...

Der strøg julen så forbi! Og jeg må igen erkende, at julen først og fremmest er børnenes fest.
Nå, men det her er jo en strikke-hækle-blog, så her er mit førjulsprojekt: Et flettet tørklæde i julefarver, lavet af restegarn.

Det er blevet en kende kort. Det er utroligt, så meget mere, der skal lægges til længden når man fletter. Jeg har ikke helt fundet størrelsesforholdet endnu. Måske kan det googles. Men vær sædeles gavmild når du måler op!

Flettet tørklæde
Tørklædet består af forskellige garner og effektbånd. Garnerne er enten flettet eller snoet enkeltvis først. Her er det en kunst at måle de rette længder garn af! Materialerne fordeles i 3 lige store bunker, flettes og bindes sammen forneden. Her med silkebånd som jeg bl.a. har klippet ud af nyt tøj når det kommer fra butikken.

Det her var prototypen. Jeg har blå og grønne garner der skal bruges til et længere og bedre flettet halstørklæde. Senere.

onsdag den 28. december 2011

Halsedisse til en elefant

"Hvad er det?", spurgte min svigermor, da hun så det kæmpestore strikketøj omkring rundpinden. "En halsedisse", svarede jeg sandfærdigt. "Haha, det må da mindst være til en elefant!". Så det hedder den nu: Min elefandisse.

En halsedisse til en elefant?

Det startede alt sammen den dag, jeg skulle rydde op i mit restegarn. Min garnkurv gemmer masser af restegarn, både fra mine egne projekter og fra min mors og svigerindes. Jeg er ikke helt klar over, fra hvem jeg har arvet det lækre bløde mørkegrå Incawool fra Hjertegarn, men med et nøgle af det i den ene hånd og KidSilk fra Drops i den anden vidste jeg, at noget stort (og blødt) var på vej!

Jeg vidste også, at det skulle blive til en stor halsedisse som man kan lægge to gange om halsen. Jeg gik ind i "Basisopskrifter" på Garnstudios hjemmeside og fandt grundopskriften hér. Den strikkede jeg med dobbelt garn (Incawool og KidSilk) til der ikke var mere KidSilk tilbage.

Men halsedissen var ikke høj nok endnu, og jeg var ikke villig til at købe mere KidSilk garn til noget der skulle forestille at være et restegarnsprojekt. Så jeg besluttede at hækle en bort af ren Incawool. Jeg gik på jagt på Garnstudios hjemmeside og fandt denne hæklede kant, hvoraf jeg brugte de yderste 4 omgange (minus picotkanten). Til øverste kant, som jeg har lavet smallere, brugte jeg kun bortens første og sidste omgang.

Hæklet kant med sølvtråd i yderste omgang

Åh jo, blandt restegarnet var også en sølvtråd der er strikket ind i 3 omgange løst fordelt samt hæklet ind i yderste kant i begge sider. Det er ikke særlig synligt blandt strikmaskerne, men træder udmærket frem i stangmaskerne i de to kanter.

Ét stk. elefandisse, sådan!
Men altså, restegarnsprojekt... Sådan en halsedisse til elefanter kan ikke laves af ét nøgle alene, heller ikke selvom de kommer i nøgler á 100 g. Så jeg måtte ud og købe mere. Nu har jeg så et pænt lille nøgle restegarn. Igen.

tirsdag den 8. november 2011

Ugler, elefanter, søpølser og komodovaraner

Kender du det, at et bestemt dyr rammer en streng inden i dig, en genklang af et eller andet, så det dyr hører lidt mere til inden i dig end alle de andre tusindvis-minus-én dyrearter der har sin gang på kloden?

Og nu tænker jeg ikke på, om du er et kattemenneske eller et hundemenneske. Jeg tænker på flagermus, søpølser, pingviner og komodovaraner. Og den slags.

Selv har jeg det sådan med skildpadder. Først og fremmest skildpadder. Og så ugler og elefanter.

Det er altså ikke dyr til nogen fed scorereplik... Men jeg har det godt med min indre skildpadde. Og uglen og elefanten. Fortolkninger vil jeg gemme til et lommefilosofisk øjeblik.

Jeg ved godt, at ugler er moderne. Super-hyper-top moderne. De er ligesom-da-vi-var-små-i-70erne-æbletrykkets afløser. Der er ugler allevegne. Intet dameblad, ingen gør-det-selv-hjemmeside, ingen se-mit-smukke-hjem-blog uden mindst én ugle. Men jeg laver dem altså alligevel. For der er nu noget ved ugler.

Ikke lavet af masker, men kommer med alligevel.
Mads' mor har noget med ugler, så det har Mads også.
Uglerne er fra Stof2000

mandag den 17. oktober 2011

Tørklæde af bedstemorfirkanter

Jeg elsker mit tørklæde af bedstemorfirkanter. Eller oldemorfirkanter. Det er strikket af Dale Babyuld med en flæsekant af bomuldsgarn. Planen var egentlig at flæsekanten skulle være af noget fluffy garn. Mohairagtigt. Men jeg fandt ikke den farve jeg ønskede mig, og så blev det bomuld. Og det fungerer fint.

Firkanterne er hæklet, så ikke én firkant er magen til en anden. Med fire farver giver det 24 firkanter. Som så er lagt efter hinanden, så ikke to firkanter med samme farve i yderste omgang støder op til hinanden.
Den færdige længde er ca. 120 cm.

Bedstemorfirkanter:
Hæklenål nr. 3,5

Hækl 6 lm og sæt sammen til en ring med 1 km i 1.lm.

1. omg: 3 lm, 2 st om ringen, * 3 lm, 3 st om ringen*, gentag fra *-* i alt 3 gange og slut af med 3 lm og 1 km i 3.lm fra beg af omg. Vend arbejdet.

2. omg: 3 lm, 2 st om første lm-bue, 3 lm, 3 st om samme lm-bue, * 1 lm, 3 st om næste lm-bue, 3 lm, 3 st om samme lm-bue *, gentag fra *-* i alt 3 gange, slut af med 1 lm og 1 km i 3.lm fra beg af omg. Vend arbejdet.

3. omg: 3 lm, 2 st om første lm-bue, 1 lm, * 3 st om næste lm-bue, 3 lm, 3 st om samme lm-bue, 1 lm, 3 st om næste lm-bue, 1 lm *, gentag fra *-* i alt 3 gange, 3 st om næste lm-bue, 3 lm, 3 st om samme lm-bue, 1 lm, slut af med 1 km i 3.lm fra beg af omg. Vend arbejdet.

4. omg: 3 lm, 2 st om første lm-bue, 1 lm, * 3 st om næste lm-bue, 3 lm, 3 st om samme lm-bue, 1 lm, 3 st om næste lm-bue, 1 lm, 3 st om næste lm-bue, 1 lm *, gentag fra *-* i alt 3 gange, 3 st om næste lm-bue, 3 lm, 3 st om samme lm-bue, 1 lm, 3 st om næste lm-bue, 1 lm, slut af med 1 km i 3.lm fra beg af omg.

Derefter er alle firkanter hæklet sammen med km på "bagsiden". Man kunne måske med fordel sy dem sammen i stedet.

Flæsekant:
1. omg. Hækl fm i kanten af arbejdet, hele vejen rundt.
2. omg. Hækl 3 st i hver fm hele vejen rundt.
Gør evt. flæsen bredere endnu ved at hækle endnu en omgang med f.eks. 2 st i hver st fra 2. omg. 

Dale Babyuld er dejlig blødt at have tæt på huden. Det er superwash behandlet, så det kan maskinvaskes uden at filte. Men jeg har desværre oplevet flere gange at det løber for mig, så snart jeg vasker det. Dvs. at der hvor jeg tror at jeg har hæftet ender godt og grundigt, der løber garnet alligevel op for mig. Er der mon noget, jeg gør forkert?

mandag den 10. oktober 2011

Uglen Lille Farveklat

Nej, hun er ikke lavet af masker, men hun kommer med alligevel. Den lille ugle med de mange farver.

Hun er lavet for at lyse op på en grå dag for et menneske jeg sætter stor pris på i min hverdag.

Lille Farveklat er lavet med udgangspunkt i en skabelon fra Panduro Hobby og tilsat en rest farvestrålende perler til ophæng.


Uglens er lavet i bomuldspoplin fra Stof2000 og øjne og næb er lavet af filtrester, syet på med knaphulssting. Jeg forsøgte mig med tekstillim, men det holdt ikke. Og generelt er min erfaring, at filt sluger mere lim end mine egne unger sluger saftevand. Så kan man sætte filt fast med andet end lim er det en fordel.

En glad lille idé til en nøglering, en maskot til skoletasken el.a.