mandag den 17. december 2012

Hva' så?

Nye nøgler kræver da ny nøglering!

Også selvom det egentlig slet ikke var det, jeg skulle lave i eftermiddag. Hæklede små blomster i bomuldsgarn, små kunstblomster fra Søstrene Grene og "sølv"-perler syet sammen med sytråd.

Opskriften på de hæklede blomster lægger jeg på ved lejlighed - i dag var det jo slet ikke det her jeg skulle lave. Det var bare ikke muligt at lade være...

Nøglering med hækledeblomster

mandag den 16. april 2012

Tørklæde i fastmasker med løkkekant

I en bog, jeg ikke længere kan huske hverken titel eller forfatter på fandt jeg opskriften på tørklædet her.

Hæklet så smalt som dette - og ikke mindst med effekttråd i guld eller sølv - udgør det et helt lille lunt smykke.

Her er løkkekanten lavet i mohairgarn, ligesom tørklædets inderste kant har fået en afsluttende række i samme bløde garn. Mohairgarn er let og luftigt og egner sig derfor godt til løkkekanter.

Den eneste løkkekantinstruktion, jeg kan finde på nettet er fra Garnstudio (igen, men det er altså en ren skatkiste). Jeg mener dog, at jeg først hæklede en luftmaskesnor i tørklædets endelige længde, derefter brugte jeg en lille lineal som jeg viklede garnet tre gange omkring (på den korte led) og samlede de tre løkker med en fastmaske i luftmaskesnoren - og sådan gjorde jeg luftmaskesnoren ud. Giver det mening?

Resten af tørklædet er hæklet i fastmasker med forskellige typer garn. En oplagt mulighed for at få brugt garnrester.

Tørklædet her er forholdsvis nobelt i afdæmpede farver i samme toner. Men tænk, hvor anderledes et udtryk du kan give det med et mere sprælsk farvevalg.

Tørklædet vil sno sig. I hvertfald når det er så smalt som dette. Men det er nu også en meget fin effekt:



søndag den 26. februar 2012

Hæklet cape af islandsk uld


Uden for garnforretningen i Nykøbing står der, som der gør udenfor de fleste garnforretninger, et antal kurve med diverse forskellige garner. Men udenfor lige præcis denne garnforretning står der jævnligt en kurv med islandsk uld i fed á (vist nok) 200 g.

De ligger der, store og gode, og indbyder til at man finder på noget at bruge dem til. Først blev der til en strikket sjælevarmer i perlestrik med hæklet tungekant, og så stod jeg der med en rest af ca. 1½ fed.

Hæklet cape af islandsk uld
300 g af det forholdsvis tykke garn er for lidt til en poncho, og ulden er for kras til et tørklæde. Men i "På nåle og pinde" fra Politikens forlag, fandt jeg denne model, designet af Lene Holme Samsøe. I bogen hedder den "Turkis cape". Her på bloggen hedder den "Rosa cape".
Hver af de fem blomsterfirkanter tager ca. den tid jeg gider at hækle på en almindelig aften, og kanten rundt er gjort på en køretur fra Mors til Trekantsområdet. Så det er et hurtigt projekt. Og med det forholdsvis åbne blomstermønster er det også et økonomisk projekt, dvs. man får meget cape for lidt garn.

Der er kun et lillebitte nøgle af garnet tilbage. Jeg har tænkt mig at hækle en blomst og måske filte den, sætte den på en broche-nål og bruge den til at hæfte capen sammen foran.

Her ses mønstret tættere på:

Detalje fra Lene Holme Samsøes cape

fredag den 20. januar 2012

Blodtørstige pirater

Nu vi er ved billederne, så skal I også lige se de blodtørstige pirater fra Panduros rodekasse:

Vilde sørøvere til drengeværelset

Det er vist nærmest minimalisme... men det er sådan set fint på et børneværelse, som hurtigt bliver fuldt af småting og tusind detaljer.

Rammerne er fra Søstrene Grene og baggrundsfarverne er lavet med hobbymaling fra Panduro Hobby, en rest fra et materialesæt.

Det var godt nok nemt, og de pynter!

Ønskebilleder

I en rodekasse under sidste års januarudsalg lå en stor blanding krydsfinérfigurer med klæbemærke bagpå. Der var rummænd, pirater, biler og forskellige dyr. En idé opstod og jeg hjembragte en abe, en løve, en ugle og tre pirater.

Og nej, det har intet med masker at gøre, men forhåbentlig kan det give lidt inspiration.

Dyrene har fået lov til at stå for fremtidsønsker for min yngste søn (jeg kan ærlig talt ikke huske, om det noget jeg udtænkte mens jeg havde hænderne dybt begravet i udsalgskassen, eller om det var sådan en "nååh ja, det kunne det jo være"-ting, der dukkede op senere).

Men altså:
Denne lille abe står for ønsket om gode venskaber
(og måske også lidt, at han aldrig glemmer glæden ved at lege).

Denne barske løve står for ønsket om mod og styrke


Og uglen står for ønsket om at alle hans erfaringer
må føre til først klogskab og siden visdom.
(Man ser tydeligt, at dette er en meget viis ugle)
 Disse billeder var til mindstemand på 3 år. I dag har jeg købt lærreder til næste fyr i rækken, som skal have de japanske tegn for "venskab", "mod" og "visdom" skrevet med guldskrift på sort baggrund. Og han skal efter sigende selv hjælpe til. Det er weekendens projekt. Lad os se, hvor langt vi kommer.